Direktivet om seksuelt misbrug af børn
Direktivet har til formål at bekæmpe seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi. Direktivet ensretter lovgivningen på tværs af EU og fastsætter minimumsregler for, hvornår noget kategoriseres som seksuelt misbrug af børn, og hvad strafferammen skal være. Derudover indføres der også regler for at forbedre forebyggelsen af seksuelt misbrug af børn og beskyttelse af ofre.

Da direktivet indeholder såkaldte minimumsregler, kan Danmark stadig vælge at kriminalisere seksuelt misbrug af børn i videre omfang end direktivet kræver. På samme måde kan Danmark vælge at fastsætte højere strafferammer end dem, direktivet fastsætter.

Direktivets regler svarer i vid udstrækning til reglerne i Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug, som Danmark har tiltrådt.